Slangerup risikerer at blive kommunens sidste naturgas-område

Frederikssund Kommunes strategiske varmeplan peger utvetydigt på, at et kollektivt fjernvarmenet i Slangerup kan levere varme til godt 2 200 boliger, mindske CO₂-udledningen med omkring 10 000 ton om året og skabe et samfundsøkonomisk overskud på over 200 mio. kr. i forhold til en fremtid, hvor hver husstand anskaffer sin egen el-varmepumpe. Alligevel er byen blevet sprunget over, hver gang den store hovedledning er blevet planlagt og finansieret, og beboerne må indtil videre nøjes med enten naturgas eller individuelle EL-varmepunper.

Tiden arbejder imod et fælles projekt. Fjernvarmeøkonomien afhænger af, at mindst syv ud af ti ejere tilslutter sig, men salget af luft-vand-varmepumper er steget markant igen efter et kort dyk under energikrisen. Hver ny varmepumpe i Slangerup betyder færre potentielle kunder, dyrere net pr. husstand og en kortere horisont til at afskrive investeringen på cirka 360 mio. kr. Hvis udviklingen fortsætter uforstyrret, risikerer Slangerup at blive en gas-ø i en kommune, der ellers er på vej mod fuld kollektiv dækning med fjernvarme.

Det er ikke byrådet, der i sidste ende kan sikre at fjernvarmen kommer til Slangerup, den beslutning ligger hos forsyningsselskaber, långivere og staten, men Frederikssund kommune kan fremskynde processen betydeligt. Frederikssund Kommune har mulighed for at stille en kommunegaranti, så lånerenten falder, reservere en 20 meter bred teknisk korridor i den kommende kommuneplan og indgå en bindende aftale med el-netselskabet om rettidig netforstærkning til de store varmepumper. Frederikssund Kommune kan også sikre, at kommunens egne bygninger bliver første kunder og indsamle digitale forhånds­tilkendegivelser fra borgerne, så kundegrundlaget er beviseligt, når projektet sendes til statens Fjernvarmepulje.

Hvis de værktøjer tages i brug nu, er fjernvarme stadig en god forretning både økonomisk og i forhold til miljø og klima. Ventetiden er den største modstander: For hver måned uden beslutning øges risikoen for, at de økonomiske fordele forsvinder, mens el-varmepumperne breder sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *