I Slangerup bød bymidten igen i år på et fælles halloween-arrangement på Rådhuspladsen med ansigtsmaling, græskarudskæring og underholdning arrangeret af Slangerup Borger & Erhvervsforening, mens nabolagene, særligt Benediktevej, igen forvandlede forhaver til (u)hyggelige ruter for udklædte børn i de tidlige aftentimer. Samme weekend markerede Slangerup Kirke både “Halloween i kirken” og Allehelgen-gudstjeneste som en stille mindedag med lys og navneoplæsning. Men hvad er egentlig baggrunden for at vi fejre Halloween?
Den historiske rod går til de gæliske områder, hvor Samhain markerede slutningen på høsten og begyndelsen på vinterhalvåret. I irsk og skotsk tradition var det en grænsetid, hvor verden mellem levende og døde blev anset for porøs, hvorfor man tændte bål, bar masker og søgte varsler. Netop derfra stammer forestillingen om efterårsaftenen, hvor man både leger med mørket og beskytter sig imod det. Standardopslagsværker placerer Samhain den 31. oktober-1. november og fremhæver det som den væsentligste forløber for Halloween.
Med kristendommens udbredelse i Vesteuropa fik perioden et nyt navn og indhold. Allerede i 600-tallet blev Allehelgen fejret i maj, men i 700-tallet flyttede pave Gregor III festen til 1. november. I 800-tallet bredte datoen sig i den latinske kirke. Aftenen før blev til All Hallows’ Eve, senere sammentrukket til “Halloween”, og 2. november blev Allesjælesdag. I den teologiske kalender udgjorde de tre dage et samlet mindekompleks for de døde, hvilket forklarer, hvorfor lys, bøn og navneoplæsning stadig forbindes med denne tid i Danmark.
Skikkene, som forbinder de to spor, kan følges i middelalderens britiske og irske kilder. Her omtales “guising” og “souling”, hvor børn og fattige gik fra dør til dør ved Allehelgen/Allesjæle, bad for giverens afdøde og fik en småkage eller en mønt til gengæld. I USA, hvor irsk og skotsk indvandring i 1800-tallet bragte disse skikke med over Atlanten, blev den børneorienterede “trick-or-treat”-form standardiseret i mellemkrigstiden, og selve udtrykket “trick or treat” kan dokumenteres i 1920’erne.
Et andet ikon fulgte samme vej: Lygten. I Irland og Skotland skar man oprindeligt ansigter i roer/turnips. I USA tog græskarret over, fordi det er større og nemmere at udhule, men museer i Irland bevarer stadig eksempler på de ældre roelygter. Den fortælling, som ofte knyttes til skikken, historien om “Stingy Jack”, der må vandre med en glød i en udhulet roe, hører til de senere folkesagn, men praksis med udskårne efterårslygter fører dokumenterbart tilbage til De Britiske Øer.
Danmark passer ind i billedet på sin egen måde. Allehelgen overlevede reformationen, men i 1770 flyttede man i Danmark selve helligdagen fra 1. november til første søndag i november som led i helligdagsreformen. Derfor har den kirkelige markering herhjemme i to og et halvt århundrede været knyttet til en søndag, ikke til datoen 31/10. I nutiden beskriver Folkekirken Allehelgen som en mindedag, hvor mange sogne oplæser navnene på årets afdøde og tænder lys, en praksis, som de seneste år også har fået stigende folkelig tilslutning. Parallelt sneg den amerikanske halloween-form sig ind i Danmark i begyndelsen af 1990’erne, og den blandede, sekulære efterårsfest med udklædning, græskar og nabolagsbesøg slog gradvist rod i foreninger, detailhandel og kulturinstitutioner.
Spørgsmålet er, om Norden også selv havde “noget, der ligner”. Forskningen er varsom, fordi kilderne er sene og skrevet af kristne forfattere, men meget peger på, at overgangen til vinterhalvåret i Skandinavien blev markeret med private og lokale ritualer. I islandske og norske sammenhænge nævnes “vetrnætr”, “vinternætterne”, som betegnelsen for tre døgn ved oktober/november-måne, og i tilknytning hertil omtales huslige ofre til alfer/forfædre, det såkaldte álfablót. En af de mest citerede passager findes i Kormáks saga, der gengiver et privat efterårsblót ved en elverbakke. Netop det huslige og fremmed-afvisende præg rimer dårligt på store offentlige højtider, men godt på slægtsritualer ved årstidsskifte. Dertil kommer dísablót, ofre til dísir, slægtens kvindelige værneånder, som nogle svenske kilder derimod knytter til Disting i sen vinter. Uanset datering viser materialet, at forfædre, mørketid og lys er stærke nordiske motiver i denne del af året. Beskrivelserne dog er ofte nedskrevet flere generationer efter kristningen, og berømte tekster som Adam af Bremens Uppsala-beretning debatteres heftigt blandt fagfolk.
Når Slangerup i dag sætter lys i mørket i slutningen af oktober, står fejringen dermed på tre ben. Den trækker, for det første, på en gælisk overgangsfest, hvor maskering, bål og leg med grænserne mellem de levende og de døde er centrale motiver. Den er, for det andet, formet af en nordatlantisk historie, hvor irske og skotske indvandrere i USA standardiserede udklædningsaftenen og gjorde græskarlygten til ikon, før skikken kom retur til Europa og Danmark i 1990’erne. For det tredje, er den blevet indlejret i en dansk kirkelig praksis, hvor Allehelgen som søndags-mindedag fastholder blikket på navnene, på lyset og på savnet.