Frederikssund Kommune vil nu undersøge mulighederne for at udvikle nye botilbud i kommunen – blandt andet til borgere med autisme og andre voksne med særlige behov. Det besluttede Social og Sundhed på mødet den 6. maj.
Udvalget har godkendt fire spor, som administrationen skal arbejde videre med. Målet er at skabe flere lokale tilbud og mindske behovet for at købe pladser uden for kommunen.
Kommunen peger blandt andet på behov for flere specialiserede boliger til borgere med autisme, psykiske lidelser og komplekse sociale udfordringer. Samtidig skal det undersøges, om eksisterende bygninger kan bruges til nye tilbud, eller om der skal bygges nyt.
Baggrunden er et stigende pres på socialområdet. Kommunen oplever både højere priser og større efterspørgsel på botilbud, særligt på det specialiserede voksenområde. I flere tilfælde bliver borgere i dag visiteret til private eller eksterne tilbud, fordi kommunen ikke selv har de nødvendige pladser.
Ifølge sagen kan flere lokale tilbud give bedre sammenhæng for borgerne og samtidig gøre økonomien mere stabil på længere sigt.
Der er endnu ikke truffet beslutning om konkrete byggerier eller placeringer. Arbejdet går nu videre med analyser og beregninger, før politikerne senere skal tage stilling til de enkelte projekter.
