På det det seneste møde i udvalget for Unge, fritid og idræt den 28. januar 2025 drøftede politikerne emner fremsendt af Ungerådet. De unge har en lang liste af ønsker og forslag, der dækker alt fra bedre fritidsfaciliteter til øget fokus på sociale mødesteder.
Ungerådet fremhæver blandt andet ønsket om flere steder, hvor unge kan mødes og hænge ud. De foreslår alt fra en ny basketballbane, der også kan håndtere overskydende vand på Bløden, til en parkourbane i nærheden af svømmehallen, som ofte er optaget af elever fra Ådalens skole. Derudover nævnes muligheden for at genoprette aktiviteter som en tømmerflåde og en oppustelig forhindringsbane ved Marbæk Strand.
For unge i Slangerup kan idéen om flere fælles mødesteder og aktiviteter være særlig relevant. Blandt forslagene er også natklub- eller skatebane-muligheder i den gamle svømmehal samt etablering af bålpladser og shelters, der kan give unge bedre muligheder for at samles.
Ungerådet ønsker også et bredere kulturliv med arrangementer som gratis koncerter og storskærmsvisning af sportsbegivenheder. De peger på succesen med Kulturhavnsfestivalen i 2023 som inspiration og opfordrer kommunen til at skabe lignende begivenheder.
Andre forslag fra Ungerådet inkluderer bedre infrastruktur og nye boliger, der kan fastholde unge i kommunen, selv når de studerer i København. Konkret nævnes behovet for studieboliger på Campus Frederikssund eller i Vinge.
