Nyt håb for Grønne Colosseum i Slangerup

Grønne Colosseum-projektet fra Slangerup Speedway Klub får nu en ny chance. På mødet den 6. maj besluttede Frederikssund Kommunes udvalg for Unge, fritid og idræt at sætte gang i en undersøgelse af mulige alternative placeringer til projektet, som tidligere var planlagt opført ved Hørup Ruder.

VVM-screeningen af det oprindelige projekt viste, at anlægget ville kræve en fuld miljøvurdering. Blandt andet fordi dele af projektet ville berøre beskyttet natur og kræve indgreb i områder omfattet af naturbeskyttelseslovens §3. Det blev desuden vurderet, at der ikke kunne gives dispensation til at placere jordvolde på de berørte områder. Screeningens resultater betød, at projektet i sin oprindelige form ikke kunne gennemføres uden store omkostninger og ændringer.

Slangerup Speedway Klub har i et partsindlæg til kommunen erklæret sig enig i at undersøge en ny placering. Klubben udtrykker ønske om en løsning, der kan skabe størst mulig gavn for både borgere og turister. Bestyrelsen har tilkendegivet, at man vil afvente resultatet af en sådan undersøgelse før man beslutter, om projektet skal nedskaleres eller genoptages i oprindelig form.

Udvalget har besluttet, at sagen skal i høring hos Frederikssund Idrætsråd, før der afsættes midler til at undersøge en alternativ placering. Hvis der gives grønt lys, vil administrationen arbejde videre med at finde en egnet lokation, eksempelvis mellem Græse Ådal og Frederikssund.

Grønne Colosseum blev oprindeligt beskrevet som en vision om et moderne og bæredygtigt stadionanlæg, der kunne rumme både idræts- og kulturaktiviteter. Projektidéen blev fremlagt første gang i 2021, og der er tidligere afsat midler til udarbejdelse af projektmateriale og miljøscreening. Indtil videre er der brugt 390.000 kroner på projektet, som nu potentielt kan fortsætte i ny form.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *