Byrådet forlænger ordningen med Borgerforslag til 2027

Borgere kan fortsat stille forslag direkte til politisk behandling i Frederikssund Kommune. På byrådsmødet den 17. december 2025 besluttede Frederikssund Byråd at forlænge ordningen med borgerforslag i yderligere to år, så den nu løber frem til og med 2027.

Beslutningen betyder, at borgere fortsat kan indsende forslag via kommunens digitale platform. Hvis forslaget opnår den krævede opbakning, bliver det behandlet politisk i byrådet. Når forslaget er oprettet, skal det opnå opbakning fra mindst 300 personers opbakning inden for 90 dage. Kun borgere, der er fyldt 15 år har mulighed for at stille forslag.

Ordningen med borgerforslag blev indført som et redskab til at styrke borgerinddragelsen og give borgerne en mere direkte adgang til det politiske system. Ifølge byrådets behandling er erfaringerne samlet set tilstrækkeligt positive til, at ordningen nu forlænges, men kun midlertidigt. Forlængelsen sker netop med henblik på, at byrådet igen skal evaluere ordningen, inden der eventuelt træffes beslutning om en permanent model.

Under behandlingen var der dog ikke fuld enighed. Et mindretal i byrådet stemte imod forlængelsen med henvisning til, at ordningen efter deres vurdering er ressourcekrævende og administrativt tung i forhold til antallet af forslag, der reelt når hele vejen til politisk behandling. Flertallet vurderede omvendt, at borgerforslag fortsat har en demokratisk værdi og giver borgerne en mulighed for at blive hørt på tværs af kommunen.

For borgere i Slangerup og omegn betyder beslutningen, at muligheden for at rejse lokale spørgsmål fortsat er åben de kommende to år. Efter 2027 skal byrådet tage stilling til, om ordningen skal fortsætte i sin nuværende form, justeres eller eventuelt afvikles.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *