Millionundersøgelse af supercykelsti risikerer at give færre svar end forventet

En uvildig undersøgelse af supercykelstien på Københavnsvej kan give Frederikssund Kommune større troværdighed i en fastlåst konflikt med borgere, men erfaringer fra andre kommunale undersøgelser viser også, at dyre advokat- og granskningsrapporter ofte ender med brede konklusioner, lange processer og uklare forventninger til, hvad de egentlig skal løse.

Det er derfor langt fra sikkert, at en undersøgelse til op mod 1,7 millioner kroner vil skabe den ro eller afklaring, som både borgere og politikere håber på.

Borgerforslaget om en uvildig undersøgelse blev sendt videre fra Teknik og Klima til Økonomiudvalget, fordi kommunen vurderer, at en juridisk og teknisk gennemgang af sagen vil koste mellem 1,2 og 1,7 millioner kroner. Kommunen peger blandt andet på, at der findes mere end 8.000 dokumenter i sagen. Samtidig er selve undersøgelsen endnu ikke præcist afgrænset.

Erfaringer fra tilsvarende undersøgelser viser, at værdien af en uvildig undersøgelse afhænger næsten helt af kommissoriet, altså hvilke spørgsmål undersøgelsen konkret skal besvare.

Advokatsamfundet og flere advokatfirmaer med erfaring i offentlige undersøgelser peger på, at uvildige undersøgelser ofte anvendes for bredt og med uklare forventninger. Ifølge Kammeradvokaten er kritik i en advokatundersøgelse heller ikke det samme som en dom, og konklusionerne er sjældent entydige. Advokatsamfundet beskriver samtidig undersøgelserne som “besværlige”, dyre og tidskrævende værktøjer, hvor selve spørgsmålet om uvildighed ofte diskuteres bagefter. Det er præcis den risiko, der tegner sig i sagen om Slangerups supercykelsti.

Nogle borgere ønsker svar på nogle meget konkrete spørgsmål: Blev de hørt ordentligt? Var ændringerne undervejs lovlige? Var skel og adgangsforhold håndteret korrekt? Burde kommunen have orienteret tidligere og tydeligere?

Men en bred undersøgelse af “hele forløbet” kan hurtigt ende i noget andet: Store dokumentgennemgange, tekniske redegørelser og generelle vurderinger af processer og samarbejde. Jo bredere undersøgelsen bliver, desto større er risikoen for, at den producerer mange sider uden at give klare svar på de spørgsmål, der betyder noget for de berørte borgere.

Der er dog forhold i sagen, som taler for ekstern granskning. Kommunens egne notater beskriver blandt andet fejlopmålinger, som en landinspektør har anerkendt og meldt til forsikringen. Der beskrives også støttemure, der blev væsentligt højere end først planlagt, samt klager over adgangsforhold, niveauforskelle og revner i en bolig. Det kan gøre det svært for kommunen alene at “evaluere sig selv” med troværdighed hos de mest kritiske borgere.

Men spørgsmålet er, om alternativet behøver være en fuld millionundersøgelse.

Flere kommunale undersøgelser andre steder i landet peger på, at den største værdi ofte opstår, når man afgrænser få centrale spørgsmål. I Randers Kommunes Nordic Waste-sag førte den store advokatundersøgelse til kritik af dele af sagsbehandlingen, men rapporten ændrede ikke på det grundlæggende ansvarsspørgsmål. I Odsherred Kommune viser en omfattende ekstern redegørelse samtidig, hvor svært det er at nå entydige konklusioner, når materiale, ansvar og beslutninger er spredt over mange år og mange aktører.

Forskning og evalueringer af offentlig tillid peger desuden på, at tillid mellem borgere og myndigheder ikke alene skabes gennem flere rapporter, men gennem oplevet inddragelse, gennemsigtighed og klare forklaringer. VIVE har i undersøgelser af borgeres møde med kommuner dokumenteret, at borgere ofte oplever relationen væsentligt mere negativt end kommunerne selv gør.

Det rejser et centralt spørgsmål sagen og Supercykelstien i Slangerup: Skal kommunen bruge op mod to millioner kroner på en stor undersøgelse, eller ville borgerne få mere ud af en åben og detaljeret intern evaluering kombineret med ekstern kvalitetssikring af de mest omstridte spørgsmål?

En sådan model kunne være langt billigere. Kommunen kunne selv offentliggøre fuld tidslinje, dokumentoversigt, projektændringer, borgerhenvendelser og beslutningsgrundlag. Derefter kunne en ekstern jurist og teknisk sagkyndig få til opgave at vurdere netop de spørgsmål, hvor der er reel tvivl: Partshøring, skel, adgangsforhold, ændringer i projektet og information til borgere og politikere.

Det ville sandsynligvis give mere præcise svar og gøre det muligt at bruge pengene på konkrete forbedringer i stedet for en meget stor generel granskning der koster mange skattekroner men risikerer ikke at bidrage til noget positivt i sagen.

For selv hvis en uvildig undersøgelse ender med kritik af kommunen, er det langt fra sikkert, at den løser konflikten. Erfaringerne fra andre sager viser tværtimod, at undersøgelser ofte bliver begyndelsen på nye diskussioner om ansvar, metode og fortolkning.