Lokale mini-genbrugspladser lukker allerede fra august

Frederikssund Kommune bekræfter i en mail til Slangerupnyheder.dk, at de to nærgenbrugsstationer i Slangerup, ved Stationsvej / Rutebilstationen og i Bakkebo-kvarteret, bliver fjernet “inden for cirka en måneds tid”. Lukningen er første skridt i en samlet afvikling af alle kommunens små indsamlingspladser, der skal være væk inden udgangen af 2025.

Beslutningen om at nedlægge nærgenbrugsstationerne blev truffet af byrådet 27. november 2024 som led i en større omlægning af affaldsordningerne. Med udvidet kildesortering ved alle husstande anses de små stationer ikke længere for nødvendige, og kommunen forventer at spare på driften af affaldsområdet.

Ifølge kommunen bliver informationen til brugerne udelukkende lokale skilte på selve pladserne. Begrundelsen er, at “kun en begrænset del af borgerne” efter sigende benytter stationerne. Fremover skal glas, metal, elektronik og andet specialaffald enten sorteres i de beholdere, der står ved boligerne, eller afleveres på den bemandede genbrugsstation i Frederikssund.

Der er endnu ikke sat præcis dato på, hvornår maskinerne rykker ind, men kommunen oplyser, at arbejdet begynder i august og forventes afsluttet i løbet af efteråret, hvorefter arealerne retableres. Borgere, der oplever gener i perioden, kan henvende sig til Center for By og Landskab, som lover at tage sig af “konkrete sager”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *