Studieflex fortsætter – unge i Slangerup og omegn kan ånde lettet op

Unge i Slangerup og resten af kommunen kan glæde sig over, at ordningen med gratis flextur til uddannelse, bedre kendt som Studieflex, fortsætter i 2026. Det besluttede Plan og Teknik på mødet den 10. september 2025.

Studieflex har siden sin opstart givet unge under uddannelse mulighed for at bestille flexture til og fra uddannelsessteder, når den almindelige kollektiv trafik ikke rækker. Ordningen har vist sig at være en vigtig støtte for unge i yderområderne, hvor busserne ikke kører så ofte. Mange har været afhængige af løsningen for at kunne komme frem til uddannelse i både Frederikssund, Hillerød og København.

Administrationen vurderer, at ordningen er en billig og effektiv måde at give unge i landområderne bedre adgang til uddannelse. Samtidig understøtter den kommunens klimaplan, som lægger vægt på at styrke den kollektive trafik fremfor bilen.

Til gengæld må andre tiltag vente. Kommunen havde undersøgt muligheden for at øge frekvensen på buslinjerne 315, 316 og 318, men det ville koste omkring 14,8 millioner kroner ekstra. Det vurderes som urealistisk inden for den nuværende økonomiske ramme. Også drøftelser om busdrift til Sundbylille er blevet sat i bero, da det ikke kan lade sig gøre uden at skære ned på andre linjer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *