Valgresultatet er nu endeligt. Med 71,07 procent i valgdeltagelse står det klart, hvordan mandaterne fordeler sig og hvilke kandidater der repræsenterer Slangerup i det kommende byråd.
Kommunalvalget gav fem mandater til Socialdemokratiet, fem til Venstre, fire til Liberal Alliance, tre til SF, tre til Dansk Folkeparti, to til Konservative og ét til Enhedslisten. Blandt de valgte er fire kandidater fra Slangerup: Anne-Lise Kuhre (A), Chelle Lilly Albøge (I), Tobias Daniel Isaksson (I) og Gert Løfgren (O). De er enten officielt opført med bopæl i Slangerup eller omtalt som lokale kandidater i partiernes egne præsentationer.
Socialdemokratiet beholder sin position som det parti flest har stemt på. Anne-Lise Kuhre er den eneste repræsentant fra socialdemokratiet med base i Slangerup, hun er valgt med 320 personlige stemmer. Hos Liberal Alliance bliver både Chelle Lilly Albøge og Tobias Daniel Isaksson valgt ind; begge er bosat i Slangerup. Dansk Folkeparti sikrer tre mandater, og her er Gert Løfgren fra Slangerup blandt de valgte.
