Frederikssund hæfter for Vestforbrændings lån på 440 millioner

Frederikssund Byråd skal i aften tage stilling til, om kommunen vil godkende, at I/S Vestforbrænding kan få en låneramme på 440 mio. kr. til investeringer i 2026. Godkendelsen er nødvendig, fordi alle 19 ejerkommuner skal sige ja, før selskabet kan optage lån.

For Frederikssund Kommune betyder det, at kommunen som medejer hæfter efter indbyggertal. I dagsordensmaterialet er Frederikssunds andel opgjort til cirka 4,7 procent, svarende til omkring 20,7 mio. kr. Det er en kommunal hæftelse, er ikke en udgift her og nu, men den kan få betydning, hvis selskabet ikke kan betale lånet tilbage.

Lånerammen skal blandt andet bruges til udbygning og fortætning af Vestforbrændings eksisterende fjernvarmenet og til nye vekslerstationer, en stor opgradering af røggaskondensering på anlæg 5 samt IT-investeringer, der blandt andet kobles til skærpede krav til robusthed og sikkerhed i kritisk infrastruktur. Den planlagte opgradering af røggaskondenseringen beskrives som et løft, der kan øge varmeeffekten til fjernvarmenettet til 25,5 MW og samtidig reducere behovet for naturgas svarende til cirka 85.000 MWh varme om året.

Vestforbrænding er et fælleskommunalt affalds- og energiselskab, ejet af 19 kommuner. Selskabet modtager affald fra virksomheder og omkring en million borgere og udnytter restaffald til el og fjernvarme, som primært distribueres via eget fjernvarmenet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *