Børn kan fra nu og frem til 14. august være med i Frederikssund Bibliotekernes sommerlæsekonkurrencer på alle fire biblioteker, herunder Slangerup Bibliotek. Konkurrencerne er for børn fra 1 til 15 år og er gratis at deltage i.
For de yngste fra 1 til 5 år hedder konkurrencen #julibøgermini. Her skal børn og voksne læse højt sammen og klare mindst seks ud af ti små læseudfordringer. Udfordringsarket kan hentes på biblioteket eller printes fra bibliotekets hjemmeside.
For børn og unge fra 6 til 15 år hedder konkurrencen #julibøger. Her skal deltagerne gennemføre ti læseudfordringer og til sidst skrive en kort anbefaling af en bog til andre. Alle, der afleverer deres ark, får en lille ting og deltager i lodtrækningen om præmier.
Konkurrencerne skal give børn lyst til at læse i ferien, men formen er let og sommerlig. Der må læses på skøre måder, med solbriller, under bordet eller med en is i hånden.
