Ventetiden på at få en lovliggørelsessag taget under behandling i Frederikssund Kommune er fortsat opgjort til et år eller mere. I august ventede 1.256 sager på behandling. Det er ti flere end i april, hvor der stod 1.246 sager i kø.
Lovliggørelsessager handler om allerede opført byggeri, hvor der eksempelvis mangler en tilladelse eller dokumentation. Slangerupnyheder.dk omtalte i maj kommunens arbejde med at sortere og prioritere sagerne.
De nye tal indgik i den status, som Plan og Udvikling behandlede den 8. september. Her oplyste kommunen også, at der er ansat tre medarbejdere på området: to erfarne sagsbehandlere og en nyuddannet i en tidsbegrænset stilling. Administrationen beskriver sagsbehandlingstiderne de seneste måneder som relativt stabile.
For nyt byggeri er antallet af ventende sager faldet en smule. I august ventede 138 sager mod 140 i april. Ventetiden var opgjort til syv måneder, mens den i april var angivet til seks-syv måneder.
Også tiden frem til en afgørelse ligger over kommunernes fælles servicemål. De 17 sager om enfamiliehuse, der blev afgjort i juli, havde en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 174 dage. Servicemålet er 40 dage, og 18 procent af sagerne blev afgjort inden for målet.ne
Kommunens særlige straks-spor er i gang, men har indtil videre modtaget et begrænset antal ansøgninger. Kommunen arbejder på en særskilt digital ansøgningsvej og forventer, at alle sager, der opfylder betingelserne, snart kan påbegyndes inden for en måned. Målet gælder starten på sagsbehandlingen, ikke en færdig afgørelse.
Kommunen forhandler desuden med en leverandør om digitale løsninger, der skal automatisere administrative opgaver og understøtte sagsbehandlingen.
