Flere penge til udsatte familier

Frederikssund Kommune tilfører nu ekstra midler til familieområdet efter markante budgetoverskridelser i 2025. På mødet den 5. november besluttede Udvalget for Børn, familier og forebyggelse at godkende en tillægsbevilling på 1,5 mio. kr., der skal dække merudgifter til anbringelser og støttende indsatser. Bevillingen udspringer af budgetopfølgningen pr. 30. september, hvor det fremgik, at familieområdet samlet forventer et merforbrug på netop 1,5 mio. kr. i år.

Ifølge statusnotatet for Familie og Rådgivning er det samlede forventede regnskab for 2025 steget til 224,7 mio. kr., hvilket er 14 mio. kr. over det oprindelige budget. Det svarer til en vækst på 6,6 procent. Merforbruget skyldes blandt andet enkelte meget dyre anbringelsessager, stigende enhedspriser, længere sagsbehandlingstider i Ankestyrelsen og højere udgifter til objektiv finansiering (Objektiv finansiering er en ordning, hvor alle kommuner betaler til en fælles statslig pulje, der dækker dele af de mest dyre sociale foranstaltninger, så udgifterne ikke rammer enkelte kommuner uforholdsmæssigt hårdt).

I bilaget fremgår det, at 13 mio. kr. af merudgiften alene skyldes anbringelser og intensive støttende indsatser, som er nødvendige, når børn og unge har behov for midlertidige eller længerevarende placeringer uden for hjemmet eller kræver omfattende hjælp i familien. Kommunen oplever også et pres på myndighedsopgaven, der alene har givet et merforbrug på 0,9 mio. kr. til vikarer og advokatbistand i forbindelse med stævninger.

Udviklingen i Frederikssund følger et nationalt mønster, men ligger over gennemsnittet for både Region Hovedstaden og de socioøkonomisk sammenlignelige kommuner. Diagrammerne i statusnotatet viser, at en større andel af børn i Frederikssund modtager forebyggende indsatser sammenlignet med både regionen og landsgennemsnittet, og at udgifterne pr. barn er steget mere end i sammenligningskommunerne siden 2021. Samtidig ligger andelen af børn anbragt uden for hjemmet fortsat højere end i de kommuner, vi normalt sammenligner os med, selvom den faldt en smule i 2024.

For familier i Slangerup betyder den ekstra bevilling, at kommunen kan opretholde indsatsen uden at skære ned i støtteforløb, anbringelser eller forebyggende tilbud. Mange af de forebyggende indsatser foregår tæt på borgerne, i hjemmet, i dagtilbud, på skoler og via sundhedsplejen og derfor mærker Slangerup også konsekvenserne af kommunens økonomiske pres. En nedjustering ville kunne ramme de børn og unge, som allerede er i forløb eller står på kanten af mistrivsel. Den nye bevilling betyder, at indsatserne ikke bremses, og at fagpersoner fortsat kan handle hurtigt, når der opstår bekymring.

Kommunen arbejder samtidig videre med allerede besluttede besparelser, blandt andet ved at rekruttere flere plejefamilier, reducere brugen af døgninstitutioner og sikre bedre sammenhæng mellem kontrakter, priser og behov. Flere af disse tiltag er i gang, men forventes først at give fuld effekt i de kommende år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *