En ny handleplan, der skal styrke støtten til borgere med demens og deres pårørende, er netop blevet anbefalet af Omsorg og Ældre-udvalget i Frederikssund Kommune. Før arbejdet kan begynde, skal forslaget godkendes af Byrådet. Hvis det vedtages, vil handleplanen blive udarbejdet i løbet af 2025 og træde i kraft fra 2026.
I 2024 levede cirka 925 borgere i Frederikssund Kommune med en demensdiagnose, et tal, der ventes at vokse markant i de kommende år.
Handleplanen bygger videre på kommunens eksisterende demensstrategi og skal blandt andet fokusere på tidlig og rehabiliterende indsats, støtte til en meningsfuld hverdag og stærkere fællesskaber for både borgere med demens og deres pårørende. Målet er, at flere kan blive i eget hjem længere og leve et værdigt og aktivt liv på trods af sygdommen. Det er meningen at den nye plan blandt andet skal bidrage med bedre koordinering af hjælp, mere målrettet støtte og tættere samarbejde med lokale frivillige og patientforeninger.
Handleplanen er en del af kommunens sundhedspolitik: “Sammen om sundhed 2022-26” og er forankret i både Omsorg og Ældre-udvalget samt Social og Sundhed. Hvis forslaget godkendes, blive det implementeret i perioden 2025-2027 og evalueret løbende. Processen inkluderer inddragelse af relevante aktører som patientforeninger og frivillige netværk.
