Frederikssund Kommune har nu officielt vedtaget at indføre helhedspleje fra 1. juli 2025. Med beslutningen tages der et opgør med den traditionelle hjemmepleje, hvor hjælpen blev leveret som minutopdelte ydelser. I stedet samles al støtte til ældre borgere i ét samlet plejeforløb med fast personale og fokus på selvbestemmelse og sammenhæng.
Helhedspleje betyder, at borgere fremover får deres hjælp fra ét tværfagligt team, der står for både personlig pleje, praktisk støtte, indkøb, tøjvask, træning og visse sygeplejeydelser. Det skaber kontinuitet og tryghed og giver medarbejderne mulighed for at tilpasse hjælpen fleksibelt fra dag til dag, uden at skulle måle alt i minutter.
Borgerne vælger én leverandør, kommunens egen Døgnpleje eller en privat aktør, som får ansvaret for hele forløbet. Det bliver således ikke længere muligt at modtage hjælp fra flere forskellige leverandører. Allerede i dag er Døgnplejen organiseret i selvstyrende teams, og både AjourCare og Estrids Pleje har meldt sig klar til at levere helhedspleje på lige vilkår.
Kommunens model bygger på tre grundværdier: borgerens selvbestemmelse, tillid til medarbejderne og et tæt samarbejde med pårørende og lokalsamfund. Plejen tilrettelægges i fire brede plejeforløb, som gør det muligt at undgå gentagne visiteringer og i stedet fokusere på borgerens livssituation og mål.
Mere end 1.000 borgere i kommunen vil være omfattet af helhedspleje, heraf også mange i Slangerup. Indfasningen sker gradvist frem til juli 2027. Kommunen lover, at ingen borgere vil modtage ringere hjælp end i dag, men at den leveres med mere fleksibilitet, færre skift og større sammenhæng.
