Frederikssund Kommune vil styrke indsatsen for ældre borgere med mange kontakter til sundhedsvæsenet. På mødet den 6. februar 2025 blev Omsorg og Ældre-udvalget orienteret om implementeringen af handleplanen “Højere kvalitet for ældre borgere med flere kontakter til sundhedsvæsenet”. Planen har til formål at sikre bedre sammenhæng i behandling og pleje, så ældre borgere får et mere koordineret forløb mellem hjemmepleje, hospital og praktiserende læger.
Mindre pres på hospitalerne
En af de store målsætninger er at forebygge unødvendige indlæggelser og sikre, at ældre borgere får den rette hjælp i tide. I 2023 var 68,9 ud af 1.000 sygehusophold blandt borgere over 65 år potentielt forebyggelige, men Frederikssund Kommune ligger stadig over gennemsnittet for sammenlignelige kommuner.
Som en del af handleplanen arbejder kommunen på at styrke triagering i hjemmeplejen, så tegn på sygdom opdages tidligere. Derudover vil samarbejdet mellem hospitaler, kommunens akutteams og 1813 styrkes for at forbedre overgangen fra sygehus til eget hjem.
Teknologi skal hjælpe borgerne
Frederikssund Kommune har testet telemedicinsk hjemmemonitorering for borgere med KOL og hjertesvigt. Tiltaget skal give borgerne mulighed for at blive fulgt tættere i eget hjem og reducere behovet for fysiske konsultationer. Kommunen har dog haft svært ved at finde nok borgere, der kunne deltage i projektet, og implementeringen er blevet forsinket.
Derudover vil flere velfærdsteknologiske løsninger blive taget i brug, herunder skærmbesøg i hjemmeplejen og digitale træningsprogrammer, som kan hjælpe borgerne med genoptræning derhjemme.
Mere hjælp til borgere i livets slutfase
En anden del af handleplanen fokuserer på ældre borgere, der nærmer sig livets afslutning. Kommunen har i 2024 udgivet en ny pjece “Den sidste tid – Når livet nærmer sig sin afslutning”, der skal hjælpe borgere og pårørende med at forstå de tilbud og muligheder, der findes. Omsorgscentrene har også indført nye procedurer, hvor samtaler om livets afslutning bliver en naturlig del af indflytningssamtalen.
