Forebyggende selvtræning åbner på Solgården i Slangerup

Fra den 2. februar 2026 får borgere i Slangerup adgang til et nyt kommunalt tilbud om forebyggende selvtræning på Solgården. Det nye træningstilbud er målrettet borgere, der er tilknyttet Forebyggelse og Træning i Frederikssund Kommune, og skal give flere mulighed for at vedligeholde deres fysiske funktionsevne i trygge og lokale rammer.

Tilbuddet etableres som led i budgetaftalen for 2026-29, hvor Byrådet besluttede at udvide ordningen med forebyggende selvtræning til også at omfatte Slangerup. Dermed får byen et tilbud svarende til det, der allerede findes på Nordhøj i Skibby, hvor erfaringerne har været positive både blandt borgere og medarbejdere.

Selvtræningen placeres i Forebyggelse og Trænings lokaler på Solgården, som råder over egnede træningsfaciliteter og ligger centralt i byen tæt på offentlig transport. Lokalerne indrettes med blandt andet motionscykler, gangbånd, crosstrainer samt styrketræningsmaskiner til ben, ryg og arme, og der vil være plads til op til ti borgere ad gangen.

Målgruppen er borgere, som i forvejen har kontakt til Forebyggelse og Træning, for eksempel efter et genoptræningsforløb eller via forebyggende hjemmebesøg. Det kan også være borgere på førtidspension eller med psykiske udfordringer, som har behov for mere skærmede rammer end private fitnesscentre kan tilbyde. Borgere visiteres individuelt på baggrund af en faglig vurdering.

Inden opstart bliver borgerne introduceret til både træningsudstyr og rammerne for selvtræningen af medarbejdere fra Forebyggelse og Træning. Herefter får de udleveret en personlig nøglebrik, som giver adgang til lokalerne uden for almindelig åbningstid. Træningen foregår på eget ansvar, og borgerne kan som udgangspunkt benytte tilbuddet ubegrænset i fire måneder, med mulighed for forlængelse efter en ny vurdering.

Åbningstiderne bliver klokken 17 til 21 på hverdage og klokken 8 til 21 i weekender, hvor træningslokalerne ikke benyttes til kommunale forløb. Der er i forbindelse med etableringen afsat midler til blandt andet elektroniske låse, nøglebrikker og sikkerhedsmæssige tilpasninger, så borgerne kan færdes sikkert i bygningen uden adgang til øvrige dele af omsorgscentret.

Ifølge kommunen skal tilbuddet både styrke borgernes sundhed og forebygge funktionsnedsættelse, samtidig med at det på længere sigt kan reducere behovet for mere omfattende kommunale indsatser. Erfaringerne fra Skibby viser, at mange borgere oplever øget livskvalitet og motivation ved at kunne træne selvstændigt og mødes med andre i samme situation.

Der planlægges en officiel indvielse af selvtræningen på Solgården i starten af februar 2026, og kommunen vil informere nærmere om tilbuddet via sine egne kanaler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *