Flere borgere i Slangerup skal have lettere adgang til fællesskaber, og ensomhed skal bekæmpes på tværs af aldersgrupper. Frederikssund Kommune har vedtaget en handleplan, der skal få flere med i foreninger, kulturaktiviteter og sociale netværk.
Ensomhed er et stigende problem, og ifølge Sundhedsprofilen 2021 føler 11 procent af borgerne i Frederikssund Kommune sig ensomme. Særligt unge og kvinder er hårdt ramt, og mange efterspørger hjælp til at komme i gang med sociale aktiviteter.
Med den nye handleplan Flere i fællesskaber vil kommunen øge synligheden af lokale tilbud og hjælpe borgere med at finde de rette fællesskaber. Dette skal ske gennem sociale medier, lokale arrangementer og bedre vejledning fra kommunens medarbejdere. Målet er at få andelen af ensomme borgere ned på syv procent inden 2025.
For Slangerup betyder det flere aktiviteter for både unge og ældre. Idrætsforeningerne IF Vikingerne og Team 2010 får støtte til at inkludere borgere med psykiske lidelser og handicap. For ældre styrkes samarbejdet med Ældre Sagen, som arrangerer fællesspisning, sociale arrangementer og netværksgrupper.
Kommunen vil også gøre det lettere for ensomme borgere at finde fællesskaber gennem den digitale platform Boblberg, hvor man kan finde nye sociale kontakter baseret på fælles interesser. Derudover skal kommunens medarbejdere, fra sundhedsplejen til socialpsykiatrien, klædes bedre på til at vejlede borgere om sociale tilbud.
Planen er en del af Frederikssund Kommunes sundhedsstrategi Sammen om sundhed 2022-2026 og bliver evalueret i 2025.
