Jobcenteret lukker – Borgerne får ny vej til job

Jobcentret skal væk, og borgerne skal have langt mere frihed. Det er hovedbudskabet i en omfattende ny beskæftigelsesreform, som nu skal rulles ud i Frederikssund Kommune og som får direkte betydning for arbejdsløse og sygemeldte i Slangerup.

Reformen, der blev vedtaget i april 2025 af et bredt politisk flertal, betyder, at kommunerne, herunder Frederikssund,ikke længere er tvunget til at have et centralt jobcenter med faste regler og struktur. I stedet får de frihed til at organisere beskæftigelsesindsatsen, som de selv vil. Det åbner for muligheden for, at Slangerup-borgere fremover møder jobhjælp i helt nye former, måske i tættere samspil med sundhed eller social indsats.

Det nuværende krav om detaljerede samtaler, proceskrav og aktivering erstattes med tillid og skræddersyede løsninger. Der skal være 500.000 færre samtaler om året på landsplan, og især sygemeldte og borgere med komplekse sociale problemer slipper for gentagne møder og kontrol. For eksempel skal 70.000 sygemeldte på landsplan ikke længere møde op i kommunen, hvis deres sygdomsforløb er ukompliceret og kortvarigt.

Borgere tæt på arbejdsmarkedet skal fremover kun have fire samtaler inden for seks måneder – mod seks i dag – og én ud af fire kan helt fritages for både samtaler og aktivering.

Det bliver dog ikke en spareøvelse uden konsekvenser: Reformen har som erklæret mål at reducere udgifterne med 2,6 milliarder kroner i 2030 – penge der blandt andet tages fra nedlæggelse af jobcentrene, afskaffelse af ressourceforløb og færre samtaler.

For Slangerup og omegn betyder det, at lokale politikere nu skal tage stilling til, hvordan den nye frihed skal bruges. Skal indsatsen centraliseres i Frederikssund, eller skal der satses på lokale løsninger tættere på borgerne? Det spørgsmål er nu lagt i hænderne på blandt andet Udvalget for Job, Erhverv og Kultur, som drøftede reformens implikationer på mødet 6. maj.

Frederikssund Kommune skal implementere dele af reformen fra 1. februar 2026, mens hovedændringerne først træder i kraft 1. januar 2027. Dermed er der travlt, hvis kommunen vil udvikle en model, der tager hensyn til lokale forhold – og som sikrer, at borgere i Slangerup ikke kommer længere væk fra hjælp.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *