Kommunen fastholder mulighed for pesticidforbud ved drikkevandsboringer

Frederikssund Kommune fastholder muligheden for at udstede påbud og forbud mod erhvervsmæssig brug af pesticider ved drikkevandsboringer, hvis frivillige aftaler med lodsejere ikke kan indgås.

Beslutningen handler om beskyttelse af grundvandet i de såkaldte boringsnære beskyttelsesområder, BNBO, som ligger rundt om kommunens vandindvindingsboringer. Her vurderer kommunen, at risikoen for forurening fra pesticider er særlig høj, fordi afstanden fra jordoverflade til boring er kort. I praksis betyder det, at pesticider hurtigt kan sive ned og true drikkevandet.

Baggrunden er ny lovgivning, som trådte i kraft 1. juli 2024. Den gav vandforsyninger og lodsejere mulighed for at indgå frivillige aftaler om pesticidfri drift frem til 31. december 2024. Hvis der herefter ikke er indgået en aftale, er kommunen forpligtet til at gribe ind med påbud eller forbud for at sikre grundvandet.

Den konkrete sag, vedrører Strø Kildeplads i Kvinderup-området ved Slangerup. Her har kommunen tidligere varslet påbud mod erhvervsmæssig brug af pesticider, men en lodsejer har ønsket ændringer i det areal, der omfattes af restriktionerne. Ændringerne handler om såkaldt arrondering, hvor arealer uden for selve BNBO inddrages, fordi de ellers er vanskelige at dyrke i praksis. Med den nye afgrænsning udvides det arronderede areal væsentligt, og Plan og Teknik anbefaler, at lodsejerens ønsker imødekommes.

Ved at fastholde viljen til påbud sikrer kommunen samtidig, at lodsejere kan søge om skattefritagelse for den erstatning, de modtager for de rådighedsindskrænkninger, som pesticidforbuddet medfører. Erstatningen betales af vandforsyningen, men skattefritagelsen forudsætter, at kommunen har truffet beslutning om vilje til ekspropriationslignende indgreb.

Ifølge kommunens risikovurdering af BNBO, som blev politisk vedtaget i 2022, er der flere steder i kommunen behov for målrettet beskyttelse af grundvandet mod pesticider. Kommunen understreger, at beslutningen ikke har økonomiske konsekvenser for kommunekassen, men er et nødvendigt skridt for at sikre rent drikkevand på lang sigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *