Udvalg giver grønt lys til nedrivning på Hørupvej 7

En forfalden staldbygning på Hørupvej 7 i Hørup landsby må rives ned. Det besluttede Plan og Udvikling på deres seneste møde, hvor udvalget godkendte en dispensation til nedrivningen.

Sagen krævede en politisk dispensation, fordi ejendommen er omfattet af lokalplan 29.2, hvor eksisterende bebyggelse som udgangspunkt ikke må nedrives uden tilladelse. Kommunen vurderer dog, at netop denne staldbygning er i så dårlig stand og har så begrænset betydning for områdets bevaringsværdier, at en nedrivning kan tillades.

Ifølge sagsfremstillingen har svinestalden stået ubenyttet i en længere årrække og fremstår meget forfalden. Kommunen peger blandt andet på manglende vedligeholdelse, nedbrydning af klimaskærmen og vandindtrængning fra taget.

Administrationens vurdering er samtidig, at bygningen ikke har en særlig arkitektonisk eller kulturhistorisk værdi, og at den heller ikke er særligt synlig fra vejen eller i området. Derfor mener kommunen, at ejendommen fortsat vil fremstå som et gårdanlæg i Hørup, selv om staldbygningen fjernes.

Ansøger har oplyst, at staldbygningen har mistet sin funktion, efter at en del af den oprindelige landbrugsjord er blevet frasolgt. I sagen fremgår det også, at der er planer om senere at opføre et mindre udhus med overdækket terrasse på en del af fundamentet, men det er ikke en del af den beslutning, der nu er truffet. Et sådant projekt vil kræve en særskilt landzonetilladelse og videre sagsbehandling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *