Nyt virksomhedsgebyr for affaldstilsyn på vej

Et nyt gebyr for affaldstilsyn kan snart blive en realitet for virksomheder i Slangerup. Forslaget, som indebærer en betaling på 553,84 kr. pr. time, skal behandles i Frederikssund Byråd den 26. marts 2025. Hvis det godkendes, vil virksomhederne vil blive pålagt årlige tilsyn for at sikre korrekt affaldshåndtering og øget genanvendelse.

Affaldstilsynene vil omfatte både virksomheder, der i forvejen får miljøtilsyn, og en række virksomheder, som Miljøstyrelsen udpeger efter en risikobaseret model. I alt forventes omkring 100 virksomheder i Frederikssund Kommune at få tilsyn i 2025. Formålet er at sikre, at affald i højere grad genbruges eller genanvendes i stedet for at ende i forbrændingen.

Frederikssund Kommune har valgt at opkræve gebyret på timebasis, da det er en ny opgave, hvor tidsforbruget kan variere meget fra virksomhed til virksomhed. Hvis erfaringerne viser, at tidsforbruget er nogenlunde ens, kan det i fremtiden ændres til et fast gebyr pr. tilsyn.

For mange små virksomheder, der ikke tidligere har haft miljøtilsyn, kan det nye tilsyn betyde en uventet ekstraudgift. Frederikssund Erhverv vil blive inddraget for at informere virksomhederne om, hvad tilsynene indebærer, og hvordan de bedst kan forberede sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *