Borgere i Slangerup, der håber på fjernvarme, må indstille sig på flere års ventetid. Frederikssund Kommune oplyser nu, at fjernvarme i Slangerup tidligst kan blive en realitet i 2032.
Det fremgår af kommunens nye Klimastatus 2026, som skal behandles af Teknik og Klima tirsdag den 11. august. Her konstaterer kommunen, at fjernvarmeudrulningen generelt går langsommere end forventet, og at både Slangerup og Skibby tidligst kan få fjernvarme i 2032.
I februar 2025 skrev Slangerupnyheder.dk, at Slangerup stod uden for de aktuelle planer for fjernvarmeudbygningen. Dengang var Vestforbrændings projekt koncentreret om Frederikssund by og Græse Bakkeby, mens der ikke var fremlagt et konkret projekt for Slangerup.
I maj 2025 blev fjernvarmeprojektet i Frederikssund og Græse Bakkeby godkendt. Også her stod Slangerup udenfor. Kommunen oplyste på det tidspunkt, at Slangerup og andre områder skulle vurderes særskilt i senere projektforslag.
Senere samme år fremgik det af kommunens klimaarbejde, at en samfundsøkonomisk screening pegede på, at fjernvarme kunne være relevant i Slangerup. Kommunen afventede på det tidspunkt et konkret projekt fra Vestforbrænding.
Den nye Klimastatus ændrer ikke på, at der fortsat kan komme fjernvarme til byen, men tidshorisonten er nu blevet tydeligere. Ifølge kommunen bliver det altså tidligst fra 2032.
Det betyder samtidig, at boligejere med naturgas eller andre individuelle varmeløsninger kan stå over for flere år, hvor de selv skal tage stilling til fremtidig opvarmning, før et eventuelt fjernvarmetilbud når Slangerup.
Kommunens Klimastatus viser samtidig, at fjernvarmeudbygningen i Frederikssund by tager længere tid end tidligere forventet. Det er en af årsagerne til, at kommunen vurderer, at flere af de konkrete klimamål frem mod 2030 ikke bliver nået som planlagt.
